• 225 g blødt smør
  • 360 g sukker
  • 4 æg
  • revet skal fra 2 økologiske appelsiner
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 375 g mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 50 g smuttede mandler
  • 2 spsk. sesamfrø
  • en lille mønt (evt. lidt sølvpapir)

Jeg afslutter min internationale juletrilogi med en Græsk Nytårskage. Meget symbolsk for dette finanskriseår er den græske nytårskage opkaldt efter Sankt Basileios den Store, som var kendt for sit arbejde for de fattige. Derfor skal der også bages en lille mønt ind i kagen. Den der får mønten får velstand i det kommende år. Hvem vil ikke gerne have det? Det var der i hvert fald et par af mine venner der ville.

Men først skulle kagen jo bages:

Pisk smør og sukker sammen til det bliver lyst. Del to af æggene i hvider og blommer. Tilsæt blommerne til smørblandingen en ad gangen under stadig piskning. Tilsæt også de hele æg et ad gangen under stadig piskning. Tilsæt også appelsinskal og vaniljesukker. Jeg blandede appelsinskal og vaniljesukker 10 minutter før jeg skulle bruge det, det gør smagen bedre.

Sigt melet og bagepulver i blandingen. Pisk de resterende to æggehvider stive i en anden skål og vend dem derefter i dejen. Det er ikke helt nemt, for dejen er temmelig fast og klistret. Men bare rør det godt sammen.

Hæld dejen i en rund springform beklædt med bagepapir. Gem mønten i dejen. Vi valgte en 1 euro cent – evt. pakket ind i sølvpapir. Glat kagens overflade nogenlunde og drys med sesamfrø. Lidt koldt vand på en spiseske gør det nemt at glatte dejen. Læg de smuttede mandler som pynt ovenpå – gerne formet som det nye årstal.

Bag kagen ved 175 grader i ca. en time. En strikkepind, der stikkes ind midt i kagen, skal komme ud uden dej på.

Kagen har en god fast krumme, smager frisk og dejlig og er et mægtig hyggeligt alternativ til en krydderkage.

Se i øvrigt de to forrige indlæg i trilogien om internationale juleretter:
Panne Forte (I)
Snechokolade cookies (US)